Året der gik

Ulbjerg Musik Festival 2022 blev en stor succes

Lørdag den 20. august var der højt solskin, super musik og glade mennesker på Ulbjerg Skoles græsplæne bag friluftsbadet.

Festivalen var en støttekoncert til fordel for Ulbjerg Friluftsbad, så bestyrelsen var meget spændte på, hvordan dette nye initiativ ville blive taget imod.

Omkring 350 mennesker besøgte i løbet af dagen festivalen. En stor succes!

Det var et blandet musikprogram med noget for alles musiksmag, og så havde alle musikere/bands tilknytning til Ulbjerg på den ene eller anden måde. Det er jo fantastisk at dette kan lade sig gøre, og bestyrelsen er utrolig taknemlige for, at alle disse musikere ville komme og underholde til for-del for friluftsbadet. Koncerten startede med børnekor fra Ulbjerg SDI under ledelse af Thomas Madsen, og efterfølgende kom de 8 bands/solister: ”Benny, SP og Pigerne”, ”De Andre”, Michael Skrald, Søren Peter Nielsen-Grøn, ”Erling Rask Band”, ”Mr. Smoking”, Maria Johansen, og Thomas Madsen. Koncerten var først færdig ved 19.30-tiden.

Midtvejs i koncerten blev der afholdt auktion af sponsorerede gaver fra lokale virksomheder og foreninger. Der skal lyde en stor tak til sponsorerne.

Det blev en rigtig hyggelig familiedag, hvor der for børnene var arrangeret hoppeborg, ansigtsmaling og fri benyttelse af friluftsbadet. Der kunne købes mad- og drikkevarer på festpladsen – her iblandt de lækreste kager skænket af frivillige ”bagere”.

Bestyrelsen er så glade og taknemlige for den store opbakning i form af musikere, sponsorater og de mange frivillige, som gav en hjælpende hånd med at få festivalen op at stå. Det har været et stort arbejde at planlægge festivalen, men det mærker man jo slet ikke, når folk har taget så positivt imod det. Regnskabet er ikke endelig gjort op, men der forventes et pænt overskud til friluftsbadets fremtidige drift.